U n d e r flyvning

____________________________________________________________________________________________

 

Flagstang 1. oktober 2013

 

Sidste weekend var jeg til kulturmøde på Mors og så en debat med overskriften Elitær eller folkeligt. Overskriften stod plantet bag panelisterne på en Powerpoint, så vi tilhørere hele tiden havde overskriften in mente, mens folk på scenen med ryggen til havde friheden til at lade tankerne flyve, som de ville, samtidig med at de skulle se os i øjnene; folket. Jeg hader i virkeligheden Powerpoints, merchandise, flag med eventlogoer osv. - hvem har lyst til at købe en T-shirt hvor der står Kulturmødet på Mors 2013? Hele denne kulisse gav desværre associationer til ordet kulturkonference i stedet for kulturmøde, som det så fint var blevet kaldt. Er det ikke et udtryk for en værdiløshed, når vi ikke har andre flag, vi kan hejse end et eventlogo? Efter min mening skulle man have hejst det danske flag, eller for den sags skyld Morsø kommunes logo, som faktisk er meget smukt; en fredsdue på en orange baggrund. Jeg synes, der hersker en underlig frygt for faktisk at komme til at signalere noget i det offentlige rum. Men anyways, til at diskutere elitært eller folkeligt-problematikken havde man så valgt bla. Jørgen Leth, som lige havde blomstret i et solointerview i samme sal, men som tydeligvis slet ikke interesserede sig for det her emne, samt Pablo Lambias, rektor for forfatterskolen, som sikkert var inviteret med forventningen om at han skulle forsvare sig mod beskyldninger om at være forstander for en elitær institution, der udnytter sin magt til at udbrede sin totalitære smag. Lambias påpegede dog før dette spørgsmål kom på banen meget reelt, at hans elever ikke tænkte over, om det de skrev lige nu var elitært eller folkeligt, de var optaget af sandheden, dem selv og verden, hvordan verden kan indfanges i skriften og gives videre. Pludselig var der en lille pige, der blandede sig og sagde, at alle hendes venner var skredet, fordi det var blevet for kedeligt, og hvorfor skræmte de, de unge væk, når de nu samtidig mente at de unge skulle engagere sig mere? Før det var der en mand, der havde rejst sig og stillet det meget relevante spørgsmål, hvordan det kunne være, at alle der var inviteret til at foretage denne debat var mænd over 50. Kunne det tyde på en kulturelite? Udfaldet var dog, at der ikke rigtig var nogen, der formåede at svare på spørgsmålet. Folk i panelet vidste det ikke, nogen begyndte at beklage, at de var mænd over 50. (der blev endda sagt hvide mænd over 50. At der er flest hvide til et arrangement om dansk kulturliv på Mors har måske sine ret naturlige grunde – jeg ved ikke om danskere af anden etnisk baggrund føler sig oversete i kulturdebatten. I så fald må de råbe op). En af arrangørerne sagde, at der desværre ikke havde været så mange kvinder, der havde markeret sig, men det blev ikke rigtig godtaget som andet end en dårlig undskyldning. En ung forfatterskoleelev følte sig forbigået, fordi hun ikke var blevet spurgt, hvad kunst var. Den selvfølelse som den lille pige kom med må være forbilledet. Hun turde stille sig op og sige sin mening – hvilket der ikke er mange unge piger der gør. Skammebilledet må være hendes venner, der skrider, når det hele bliver for kedeligt – er min generation måske blevet for vant til at tingene skal serveres på en underholdende måde? Hvis ikke de har en forventning om at deres mening bliver hørt og at de kan ændre tingene, hvis de engagerer sig, så er der jo ikke andet at gøre at fordufte og lede efter underholdning et andet sted. Svaret på hvorfor der kun var blevet inviteret mænd over halvtreds, tror jeg, er præcis det arrangøren forklarede; at der er ikke ligeså mange kvinder, der markerer sig i kulturdebatten som mænd – ikke fordi, der ikke er mange kvinder, der ved noget, men fordi mændene simpelthen råber højere, markerer sig, peger på sig selv. Det er samme historie med unge. Det er en selvfølelse, der tager tid at opbygge at turde markere sig, især når vi er vant til kun at se mænd over halvtreds lede debatten – så opstår forventningen i kvinder og unge ikke i samme grad om at folk interesserer sig for deres meninger. Det er i virkeligheden det samme man kan sige om forfatterskolen; det er ikke forfatterskolens skyld, at der ikke er andre forfatterskoler i Danmark til at give den modspil. Det er da klart den kan sætte sig på indflydelsen af unge forfattere, når den er det eneste sted unge danske forfattere har at søge hen, hvis de gerne vil have en rigtig uddannelse, træning og ro til at skrive. Forfatterskolen er desuden elitær på den måde, at man først kan gå der, når man har bevist, man har talent – på vejen til at blive sådan et talent findes ikke mange tilbud udover Testrup Højskole, hvor man typisk søger hen efter gymnasiet. Der findes kurser, Brønderslev forfatterskole osv., men mulighederne for vedvarende undervisning er meget få. Så ja, forfatterskolen er elitær, men den er kun elitær fordi folk italesætter den som elitær og fordi få tør give den et ordentligt modspil. Skuespillerskolen har afdelinger både i Århus, København og Odense og der er masser af mulighed for at spille teater for unge rundt omkring i landet, masser af talentudvikling. Dette halter for skriveglade unge. De der beskylder forfatterskolen for at være for elitær, synes jeg man må spørge; ville I hellere have, at den ikke var der? Lærerne derinde gør det, de kan for at hjælpe unge til at skrive bedre, og hvis der var flere der ville gøre det, rundt omkring i landet, er jeg sikker på, de bare ville bifalde det. Det værste der kan ske er i virkeligheden, når det at nogen stiller sig op og ytrer deres mening, skaber lav selvfølelse hos andre og får dem til at føle sig dumme. Der er ingen menneskers mening om kunst, der er dum, men du har også selv et ansvar for at komme med den. Lars Bukdahl ytrer sin mening om bøger, og forhindrer sådan set ikke andre i at gøre det samme og sige ham imod. På det måde må det også være det almindelige menneskes ansvar at sige kultureliten imod, når man ikke er enig. Hvis du gerne vil have mere jazz i dit lokalområde, så må du melde dig ind i den lokale jazz-forening, og hvis der ikke er nogen jazz-forening, så må du stifte en selv. Jo mere kedeligt, der er i dit lokalområde, jo større er din chance i virkelighede for at få indflydelse på hvad, der skal ske. Det er jo det, der er så vidunderligt ved det danske samfund, at vi har den foreningskultur, vi har, og at det er så forholdsvis let at få lokalpolitikerne ude i udkantsområdet til at støtte dine idéer, fordi de alle sammen gerne vil markedsføre deres kommune. At kvinder kan have brug for et forbillede at læne sig op af for at få mod til at råbe højere kunne arrangørerne af Kulturmødet på Mors måske godt have påtaget sig et større ansvar overfor. De kunne også godt have inviteret nogle flere unge, fx Ungdomsrådet i Thy som Marianne Jelved for tiden flittigt nævner som forbillede rundt om i landet eller bestyrelsen for Alive Festival i Thisted, som også må være et eksempel på det lokale engagement fra unge, kulturministeren efterlyser.

 

På trods af smagsdetaljer, synes jeg dog alligevel Morsø kommune formåede at hejse et flag – et flag der måske kan være med til at gøre op med den manglende selvfølelse der hersker udenom hele den såkaldte ”kulturelite” i Danmark og i virkeligheden er med til at generere den. For det må være det, vi skal turde; at hejse flaget og selv ville bestemme hvad det flag skal stå for. Så længe det kun er Dansk Folkeparti, der bruger det danske flag, så er det dem, der kommer til at bestemme hvilke associationer, der skal forbindes med det. Hvorfor hejser vi ikke flaget med Thisted kommunes logo til alle vores kulturelle arrangementer i byen? For at skabe selvfølelse kræver det i virkeligheden noget storhedsvanvid og noget vilje til at lade sit flag blafre - selv i modvind. Der var det mod, de havde på Mors sidste weekend, til hvad der trods alt var et skønt og vidunderligt oppustet arrangement.

 

 

 

 

 

Copyright 2012 © All Rights Reserved