U n d e r flyvning

____________________________________________________________________________________________

Charlotte Weitze april 2013

 

 

Øret er altid som et barn i mørket

 

At lege med lyd er at skabe magi. Med en historie i ørerne vokser fantasien og sommetider kan man se ting, som egentlig ikke er der i virkeligheden. Høresansen er den sans, som udvikles først. Fostre reagerer på lyde og nyfødte reagerer på lyde fra deres tidligere tilværelse i livmoderen. Først senere vågner øjnene og bliver den altdominerende sans. Det er også den sans, som de moderne medier taler til. Det visuelle er det altdominerende for tiden, og kombineret med høresansen, som når vi f.eks. ser fjernsyn, så overlades der ikke meget til vores egen fantasi. Vi får så at sige det hele forærende.

Derfor kræver et univers, der alene er et lydunivers, meget mere af os, fordi vi er ude af træning. Mange tror, eller forlanger, at de kan ordne en masse imens de hører lydfortællinger: vaske op, køre bil eller gå på nettet. Men mange lydfortællinger kræver faktisk, at vi ikke laver andet imens. Og gør vi det, sidder vi lige så stille, som hvis vi så fjernsyn eller var i teateret, åbner der sig en ny, eller, vil jeg påstå, en gammel verden for os. Den kommer fra barndomstiden, den får os til at forestille os ting, til at se ting som ikke er der i virkeligheden. Får man f.eks., i en audiofortælling, at vide, at der står en stor skikkelse foran én, så arbejder fantasien og skikkelsen kan rent faktisk ses. Inde i ens hoved, javist, men er det ikke, det mest overvældende sted noget kan ses? Lyd-verden kan virke stærkt, næsten skræmmende. Et gammel afrikansk ordsprog siger: ”Lyden af en løve er farligere end synet af en løve. Øjet ved hvad det ser, men øret er altid som et barn i mørket”. Og hvem kender ikke situationen? Man ligger på et fremmed motel og lytter til sine nye omgivelser: hvilke historier, om naboerne og livet udenfor på gaden, vokser ikke frem? Man ligger i et telt, i en mørk skov, og alle lyde bliver forstørrede. Hjernen lægger betydning i alt, hvad der rasler, knækker eller lister rundt.

 

Før jeg blev skønlitterær forfatter, drømte jeg om at skrive radioteater. En drøm der startede i min barndom, hvor jeg sammen med min bror indspillede gyserhistorier på kassettebåndoptageren. Ikke unormalt for min generation, hvor der kun var en tv-kanal og radioen derfor var et vigtigt medie. Jeg debuterede som forfatter i 2006, og som dramatiker i 2001 med radioteaterstykket ”Tandfeen”. ”Tandfeen” blev nomineret til den internationale Radioteaterpris ”Prix´Italia”. Senere skrev jeg radioteaterstykket ”Parken” og audiofortælling ”Bødlens datter”. Sidstnævnte kan lånes på Københavns Bymuseum, eller downloades her www.flamingoeffekten.dk/vesterbro-site/ og passer til en vandring på Vesterbro. Og så er den ganske gratis! For øjeblikket, ud over at være aktuel med romanen ”Harzen-sanger”, (læs mere her: www.charlotteweitze.dk/) er jeg ved at skrive audiofortællingen ”Fremtidsspor”, som passer til en togtur med Regionstog på strækningen Svinninge - Nykøbing Sj. og retur. Den får forhåbentlig premiere til sommer i forbindelse med Odsherred Kulturuge, men den er endnu ikke finansieret. Derfor håber jeg, at I, lydentuiaster derude, har lyst til at støtte projektet via crowdfunding: www.booomerang.dk/projects/fremtidsspor/. På siden kan du også se en lille film om projektet, med forfatteren i hovedrollen! På udturen er ”Fremtidsspor” en nutidsfortælling, der handler om en drage, som æder egnens børn. På tilbageturen skriver vi år 2513. Odsherred er udgravet af asken og genopstår som et stort Frilands-museum, hvor frivillige går rundt, iklædt traditionelle egnsdragter fra 2013. ”Fremtidspor” er en fortælling, der foræres gennem ørerne, men i sidste ende giver synet noget at arbejde med.

 

 

 

 

 

 

Copyright 2012 © All Rights Reserved