U n d e r flyvning

____________________________________________________________________________________________

Peter Albrechtsen november 2013

 

Filmlyd // Lydfilm

- del I

 

Novembers tema er filmlyd.

Derfor bringer vi et uddrag fra vores mail-korrespondance med tonemester og lyddesigner Peter Albrechtsen.

Vi får et indblik i en ellers underbelyst branche, og får nogle råd og tanker med på vejen.

 

Så spids ørene og kom med, når vi giver ordet videre til den erfarne lydentusiast, og rejser ud i lydens underfundige univers.

Velkommen ombord !

 

(Klik her for del II)

 

 

 

 

 

 

"Lyd er elastisk og fleksibelt og fyldt med følelser og fantastiske fortællemuligheder. Jeg bliver aldrig træt af det"

 

 

Spolebånd og Bernard Herrmann

Jeg har været optaget af lyd og musik, siden jeg var helt lille - jeg er vokset op i et hjem fyldt med klassisk musik og The Beatles. Min far havde en spolebåndoptager, og da jeg var blot et par år, vågnede min far en nat ved, at han hørte en mærkelig lyd fra stuen - wut-wut wut-wut. Det viste sig at være mig, der stod og kørte båndene frem og tilbage med hænderne, så der opstod denne mærkelige lyd, wut-wut. Allerede dengang var jeg åbenbart glad for at manipulere med lyd, og efterfølgende byggede min farfar en spolebåndoptager af træ til mig, som jeg kunne bruge som legetøj.

 

Som teenager så jeg masser af film og var meget optaget af filmmusik - Bernard Herrmann var min første store favoritkomponist - men det var da jeg gik på Den Europæiske Filmhøjskole i 1995/96, at jeg opdagede, at jeg ved at lave lyd på film kunne kombinere mine to store passioner: Film og musik. Jeg blev lynhurtigt vildt fascineret af, hvordan filmlyd føltes som en verden, man kunne blive ved med at gå på opdagelse i, og jeg synes stadig, det er enormt spændende at fortælle historier med lyd - og billeder. For hvert nyt projekt er der nye fortællinger, muligheder, nye lyde, nye udfordringer, nye følelser, nye inspirerende samarbejdspartnere. Jeg føler mig enormt priviligeret.

 

Den usynlige del

En af filmverdens mest legendariske lyddesignere, Walter Murch, har sagt, at mens billederne banker på fordøren, så sniger lyden sig ind af bagdøren - den taler til underbevidstheden og rammer os dybt på en helt anden måde end billederne. Et eksempel er, hvordan jeg ofte klipper lyden af en håndgranat ind i et dørsmæk, når en person bliver meget vred - den voldsomme lyd skaber en utrolig intens lyd, som virkelig underbygger karakterens vrede og desperation, uden at folk vel at mærke tænker at dette er lyden af en håndgranat, nej, det føles bare som et meget voldsomt dørsmæk. Det samme ville aldrig kunne lade sig gøre visuelt - man ville aldrig kunne klippe en lillebitte snas af en håndgranateksplosion ind i filmen, uden at alle ville lægge mærke til det. På den måde er lyden den mest usynlige del af filmmediet.

 

Filmens ører

I Danmark uddannes man som tonemester på Filmskolen til både at optage lyden under filmoptagelserne og til at stå for filmens lydefterarbejde. I mange andre lande er lydfolk langt mere specialiserede - ikke mindst i Hollywood - og her er det aldrig de samme, der laver optagelserne, som laver efterarbejdet. Jeg gik ud fra Filmskolen i 2001 og optog efterfølgende et par spillefilm, men de sidste mange år har jeg kun lavet efterarbejde. Dette betyder, at jeg står for hele filmens lydside - jeg sørger for, at man kan høre dialogen, jeg står for alle lydeffekterne og til sidst mixer jeg det hele sammen - med musikken, naturligvis.

 

Mange mennesker tror, at det, de hører i biografen, er den lyd, som er optaget under indspilningerne, men det er langt fra tilfældet. Nogle gange slet ikke, faktisk. Det eneste lyd, man som regel bruger fra optagelserne, er lyden af skuespillernes stemmer, og selv replikkerne kan blive udskiftet bagefter med eftersynkroniserede replikker - på en gængs dansk film er det nok 20%-25% af dialogen, som er eftersynkroniseret. Alle andre lyde er skabt bagefter, lige fra bittesmå lyde som lyden af tøj og fodtrin til baggrundslyde som vind og trafik til voldsomme lydeffekter som pistolskud og eksplosioner. Alt er omhyggeligt opbygget i efterarbejdet, hvor man nogle gange kan komme op på flere hundrede spor i computeren.

 

Lydens vej til lærredet

Som nævnt tidligere er jeg del af processen allerede i starten, men i forhold til selve lydefterarbejdet, så starter det som regel, når filmen er færdigklippet eller tæt på færdigklippet. Her har man en gennemgang af filmen sammen med instruktør, klipper og komponist, som er nogle af de kreative kræfter, man arbejder tættest sammen med i lydarbejdet. Ved en sådan gennemgang snakker man selvfølgelig om helt konkrete lyde, man har brug for - her skal døren smække og her skal hunden gø - men først og fremmest snakker man om de stemninger, der er i forskellige scener og som lyden skal underbygge. Er stemningen let eller trykket? Skal denne scene være sørgelig eller skræmmende?

 

Efterfølgende sidder jeg så for mig selv og prøver at finde de lyde, som jeg føler rammer disse stemninger. Jeg arbejder ofte med en eminent finsk foley artist, Heikki Kossi, der laver alle skuespillernes lyde - alt fra fodtrin og tøj til rekvisitter og slag i hovedet - og vi arbejder tæt sammen omkring at skabe den rette karakter og tekstur til lydene. Jeg er så heldig, at jeg har en enormt dygtig assistent, der optager nye atmosfære- og effektlyde til mig til hver ny film, og som regel har jeg også en uvurderlig assistent, der renser dialogen, da det nærmest er en kunstart i sig selv, og selvfølgelig er enormt essentielt i enhver lydside - dialogue is king, som Hollywood-mixerne plejer at sige. Løbende i processen viser jeg så scener og sekvenser for instruktøren og afslutningsvis mixer vi filmen i et stort rum, der ligner en biograf med stort lærred, bare med en mixerpult i midten - det kaldes en mixbiograf. Her kan man høre præcis, hvordan lyden vil fremstå i biografen, og det er her, alle lydsidens elementer tilpasses hinanden og man skaber den afsluttende finish.

 

De projekter, jeg arbejder på som lyddesigner, er jeg ofte involveret i helt fra starten, altså allerede fra idéplan eller manuskriptstadiet. Det er vigtigt at tænke over filmens lyd allerede på det tidspunkt, så lyden kan integreres i det samlede udtryk og være en del af fortællingens univers. Også i en dokumentarfilm er det en stor hjælp at tænke lyd meget tidligt, og min lydproces på film som Putin's Kiss og White Black Boy strakte sig over flere år. Jeg synes i det hele taget den danske dokumentarscene er utrolig stærk i disse år, så jeg bevæger mig hele tiden frem og tilbage mellem at lave dokumentarfilm og fiktionsfilm.

 

Jeg har netop færdigmixet Drømmen om en familie, der er i konkurrence i CPH:DOX, og jeg er ved at færdiggøre Chikara – Sumobryderens Søn, der er udtaget til verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA. Min næste fiktionsfilm er spillefilmen D.A.U.D.A., der er en dansk hiphop-film, og derefter følger to andre spillefilm, koldkrigsthrilleren Idealisten og monsterfilmen Dannys dommedag. Disse film får først premiere til sensommeren og efteråret næste år, så der er lang tid til, selv om jeg allerede har lavet en del lyd til alle filmene. Det er også alle meget forskellige film i forskellige genrer og forskellige miljøer, og alene den forskellighed er inspirerende. Samtidig bliver alle disse film skabt af instruktører, der gerne vil arbejde kreativt med lydsiden og bruger ørerne lige så meget som øjnene, når de laver film. Det er en stor fornøjelse at få lov at samarbejde med så dygtige filmmagere.

 

Ingen gear-haj

Jeg er meget lidt - sikkert alt for lidt - interesseret i teknik. Jeg gør næsten en dyd ud af aldrig at læse en manual, for jeg vil hellere lære udstyr at kende ved at bruge og især misbruge det. Når nogen spørger mig om alle mulige tekniske dimser eller avancerede specifikationer, så plejer jeg at stå helt af. Jeg er meget mere interesseret i at tale om lyd og musik på et kreativt niveau - det kan jeg til gengæld gøre for evigt, som det nok fremgår af denne kæmpe smøre.

 

Selvfølgelig benytter jeg mig af alskens gear og plugins i ProTools, men generelt arbejder jeg faktisk med et meget basalt setup, hvor jeg mest bare bruger eq, pitch og så fantastiske impuls-rumklange som Speakerphone og Altiverb, der er kommet frem de senere år og lyder helt sublimt og rummer uendelige kreative muligheder. I forhold til dialogrens har iZotopes plugins været en revolution i nyere tid. Bare lad være med at fortælle producenterne, at man nu kan fjerne utrolig mange forskellige slags støj!

 

Det vigtigste for mig er dog absolut at få optaget nogle fremragende lyde til at starte med, så man ikke behøver at lave så meget manipulation bagefter for at få noget til at lyde godt. Jeg elsker at fordreje, vride og vende lyde, så de kommer til at fremstå som noget helt andet end det, de engang var, men godt råmateriale er nøglen til mangt og meget.

 

Et par gode råd

I Danmark er der et virkelig aktivt vækstlag for spirende filmfolk. Ud over Den Danske Filmskole er der en række uafhængige filmskoler som Super 16, 18 Frames og endnu flere, og det betyder, at hvis man er interesseret i at lave lyd på film, bliver der lavet rigtig mange spændende gratisproduktioner, hvor der altid er brug for entusiastiske, ihærdige lydfolk. Den praktiske erfaring, man får på den måde, er virkelig uvurderlig, men samtidig gør det jo også, at man gradvist får opbygget et netværk og kontakter, der kan anbefale en til næste job.

 

De fleste tonemestre, der arbejder i den danske filmbranche er uddannet på Den Danske Filmskole, men der er også flere som har arbejdet sig op gennem rækkerne ved at starte i assistentjobs og så lære og lære og på den måde naturligt stige i graderne. I sidste ende handler det jo ikke om uddannelse eller teknisk know-how, men om éns ører og kreativitet.

 

Netop derfor kan jeg også varmt anbefale simpelthen at træne sine ører. Vi hører ting hele tiden, men det er sjældent, man for alvor lytter, og man kan lære utrolig meget bare af at lytte til film og lytte til musik og prøve at lure, hvad det er, der får noget til at lyde godt eller mindre godt. Samtidig - og måske vigtigst af alt - skal man huske at lytte til sin omverden, og det kan varmt anbefales at købe en af de små handy-harddisk-recordere, som der er mange gode af efterhånden, og som ikke koster mere end 2-3000 kroner - og optage, optage, optage. Det skærper hele éns sanseapparat. Brug ørerne. Det er et af de bedste tip overhovedet.

 

Lyd er elastisk og fleksibelt og fyldt med følelser og fantastiske fortællemuligheder. Jeg bliver aldrig træt af det.

 

 

 

 

 

 

 

Copyright 2012 © All Rights Reserved